Har du erfaring med autisme og lyst til en weekendopgave med fleksible arbejdstider? Vi søger en pædagog eller medarbejder med relevant socialfaglig baggrund til støtte for en 20-årig mand - 12 timer om måneden i weekenderne.
Om opgaven
Du bliver en del af et lille team, som varetager støtten til en 20-årig mand med autisme og udviklingsforstyrrelse. Han er nonverbal og kommunikerer med lyde, ja/nej og via en kommunikationsbog. Han forstår korte beskeder.
Manden holder af at høre musik på sin iPad, gå ture og rolige aktiviteter. Familien bor i hus med have, som danner rammen for en stor del af samværet.
Din opgave er at skabe trygge og forudsigelige rammer omkring jeres tid sammen. I tager udgangspunkt i hans interesser og dagsform, samtidig med at du støtter ham i aktiviteter og hjælper med at skabe struktur i samværet. Opgaven handler i høj grad om at opbygge en relation og være opmærksom på hans signaler og behov.
Han kan i perioder reagere udadreagerende, og derfor er det vigtigt, at du har erfaring med denne type adfærd. Mor har stor indsigt i hans kommunikation og signaler og giver en grundig oplæring, så du lærer at afkode hans behov og arbejde forebyggende. Fokus er på at skabe ro, forudsigelighed og støtte til regulering, så frustrationer så vidt muligt forebygges.
Der vil være let personlig pleje i forbindelse med toiletbesøg.
Om dig
Du er uddannet pædagog eller har en anden relevant socialfaglig baggrund. Du har erfaring med autisme og trives i en 1:1-opgave, hvor relation, struktur og forudsigelighed er centrale elementer.
Det er vigtigt, at du har erfaring med udadreagerende adfærd og kan arbejde roligt og forebyggende. Du er opmærksom på borgerens signaler og kan tilpasse din tilgang efter behov og dagsform.
Du kommunikerer tydeligt, arbejder anerkendende og kan skabe trygge rammer gennem nærvær, struktur og en rolig tilgang.
Arbejdstid
Stillingen er på ca. 12 timer om måneden.
Vagterne ligger i weekenderne og er typisk af 3 timers varighed i dagtimerne. Du arbejder som udgangspunkt hver anden weekend.
Der er fleksibilitet i forhold til, om timerne placeres formiddag eller eftermiddag, og de konkrete arbejdstider aftales i samarbejde med familien og det øvrige team.
Vi tilbyder
Du bliver en del af en familieejet virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. Du er dækket af DUOS’ ansvars- og arbejdsskadeforsikring og sundhedsforsikring er en del af din pensionsordning. Vi tilbyder en bred variation af kurser, og du modtager relevant introduktion og løbende opkvalificering som medarbejder hos DUOS. Og så kan du slet ikke undgå at udvikle dig både personligt og fagligt, når du arbejder med mennesker hos os i DUOS.
Vil du være vores nye kollega?
Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Anika Christiansen på 3634 4990. Du kan altid finde svar på generelle spørgsmål her: FAQ
Vi er mennesker, der hjælper mennesker
I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.
Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel for et andet menneske.
Læs mere om DUOS på www.duos.dk
Job ID: 184550
Arbejdstid: Dag
3-6 timer
Ansøg her
Tilbage til søgning



